18-02-2020

Tur til stranden i stormvejr

De sidste dages storm- og regnvejr har holdt vores hunde indendørs. Både fordi vi bor i skoven, hvor der er stor risiko for at få grene i hovedet når det stormer. Men så sandelig også på grund af regnen, som jo ikke er det bedste en Tibbe kan blive udsat for. Så det er kun blevet til hurtige ture ned på græsplænen for at klare det, der nu en gang skal klares en gang imellem.
Men søndag aften kunne vi mærke at de var ved at være lidt rastløse over ikke rigtig at have været ude. Så da mandag startede uden regn, men stadig med masser af storm, valgte vi at køre en tur til stranden med dem. Så kunne de blive luftet ordentligt uden at vi risikerede at få nedfaldne grene i hovedet.
Sådan en snuse/lege/luftetur gør underværker for de små hunde. Resten af dagen var sofaerne optaget af 4 små hunde, der sov sødt med alle fire ben lige i vejret.